DEN GRØNNE OMSTILLING ER INTERNATIONAL

Bo Lidegaard, som du kan møde på den sydjyske energikonference MOMENTUM 24, opfordrer til at tænke udover landets grænser, hvis Danmark skal indfri sin ambition om klimaneutralitet i 2045.

Den grønne omstilling af energisektoren er både i Danmark og globalt i et catch 22, hvor alle venter på hinanden: Producenter, forbrugere og de der skal binde det hele sammen med infrastruktur. Nødvendigheden af omstillingen har alle fået øje på, men risiciene er så omfattende og uafklarede, at de fleste lige nu tøver med at tage afgørende initiativer og løbe i forvejen med grøn energi. Det tager tempoet ud af processen og betyder, at Danmark lige nu er på gal kurs i forhold til at nå målsætningen om total klimaneutralitet i 2045. En dansk vej ud af dødvandet er at tænke nabolandene og EU ind i omstillingen – eller bliver det for småt og for dyrt for os.

Sådan lyder vurderingen fra Bo Lidegaard, som på en lettere vindblæst forbindelse fra sin cykel fortæller, mens han er på vej mod kontoret i København en fredag morgen i februar.

Med et langt CV, der rummer roller som historiker, embedsmand, diplomat, forfatter og chefredaktør, er Bo Lidegaard en mand med et alsidigt interessefelt.

KLIMA BLEV DEN GRØNNE TRÅD

En karriere i centraladministrationen og diplomatiet kulminerede med, at han i årene 2005 til 2011 blev departementsråd i Statsministeriet. Dermed var han toprådgiver for den danske regering i en periode, som bl.a. bød på en Muhammedkrise og et dansk værtskab for FN’s 15. klimatopmøde i 2009.

I dag er han geopolitisk og klimapolitisk rådgiver i Kaya Partners, der en international konsulentvirksomhed, som han selv er medstifter af. Her hjælper han virksomheder med at navigere i en verden i opbrud. Banker, investeringsvirksomheder og forskellige institutioner er blandt kunderne, og klimadagsordenen er et altoverskyggende hovedtema.

Som ung diplomat var han i slutningen af firserne ambassadesekretær ved den danske delegation ved FN i Geneve. Samtidig blev FN’s klimapanel IPCC etableret, og det blev den unge Lidegaards opgave at deltage som dansk observatør ved de første møder.

I MÅL UDEN AT DØ UNDERVEJS

For Bo Lidegaards kunder i Kaya Partners handler den grønne omstilling i bund og grund om overlevelse.

”De skal indenfor de næste ti år – måske endda hurtigere – gennemføre den her omstilling. Men hvordan kommer de derhen uden at dø undervejs?”, illustrerer han.

Dilemmaet er ifølge Bo Lidegaard, at der for mange virksomheder hænger fristende, lavthængende frugter, som kan høstes ved at blive i den sorte og brune energi og så lade andre løbe i forvejen, indtil det er mere sikkert at foretage omstillingen selv. Det kan med andre ord være livsfarligt at lægge sig i førerfeltet.

”Omvendt er det også her, muligheden for de store gevinster ligger, som vi har set det omkring Danmarks imponerende position på vind”, pointerer han.

Politisk handler det derfor om, hvordan vi kan mindske langsommeligheden, usikkerhederne og risiciene, så Danmark kan nå sine klimaambitioner for 2045. Her peger han på trekanten imellem de, der skal producere den vedvarende energi, de der skal bruge energien og så de, der skal forbinde de to førstnævnte med infrastruktur.

”Når der ikke sker mere i den trekant, end der gør lige nu, så er det fordi, at alle hver især venter på de to andre. Hvis ikke, vi finder måder at håndtere risikoen, så får vi ikke den op-skalering, som er forudsætningen for, at vi kan møde de målsætninger, vi har sat,” siger han og gør det samtidig klart:

”Vi er ikke på vej til at nå målsætningerne. I det nuværende paradigme, når vi det ikke!”

ET NØDVENDIGT OG ATTRAKTIVT EKSPORTEVENTYR

Nøglen til at nå 2045 målene ligger efter Bo Lidegaards mening især i at håndtere risiciene omkring infrastruktur. Markedet kan ikke selv frembringe de løsninger, der skal forbinde producenterne af grøn energi med brugerne – hverken når det gælder den rene el eller de grønne brændstoffer som for eksempel brint, metanol og ammoniak.

”Det kræver, at vi både har en udbygget national infrastruktur og PtX industri, så vi kan anvende overskudsproduktionen af el, når vinden blæser, og at vi samtidig har kabler og brintrør, som forbinder os til de store forbrugere i Tyskland.”

”Hvis det lykkes, så ser vi jo den danske del af Østersøen og Nordsøen blive en vigtig del af fremtidens europæiske energiforsyning. Og det danske forbrug aftager så kun en mindre del af en den energiproduktion, der sker i og omkring danske farvande. Vi ser ind i et billede, hvor Danmark på grund af vores adgang til vindressourcer på havet bliver en storeksportør af både grønne elektroner og molekyler i et energisystem, der er betydeligt mere integreret europæisk end i dag”, siger Bo Lidegaard.

Men perspektivet er ikke bare et muligt rosenrødt eksporteventyr. Forbindelsen af det danske energisystem til de omkringliggende lande er ifølge Bo Lidegaard en afgørende forudsætning for, at den grønne omstilling overhovedet kan lade sig gøre i Danmark.

”Hvis ikke, vi kan etablere os som en del af et fælles europæisk energisystem, bliver det uforholdsmæssigt dyrere at forsyne os selv med grøn energi”, fastslår han.

BOLDEN LIGGER HOS POLITIKERNE

Et af de mest aktuelle spørgsmål, vi står overfor lige nu, er ifølge Bo Lidegaard, hvem der skal betale for de såkaldte interconnectors imellem producenter og forbrugere – og især hvem skal tage risikoen for at lave investeringerne på et tidspunkt, hvor produktionen af energien eller efterspørgslen ikke for alvor er rullet i gang endnu. Her mener han, at staterne må ind og løfte sammen med EU – ikke nødvendigvis for at påtage sig hele risikoen, men med ordninger, der afdækker dele af risikoen for private investorer.

”Det er klart, at vi ikke får privat kapital til at afdække en risiko, som i bund og grund er politisk. Det er jo politisk, om vi får udbygget vind i det omfang og det tempo, som vi har lovet hinanden. Og det er politisk, om vi får skabt incitamenterne hos forbrugere til at omstille til grøn strøm og brint. Og derfor er der jo en logik i, at de politiske instanser, der sidder med nøglen til det, også må være med til at afdække den risiko, der er, hvis det ikke sker”, siger han og konkluderer:

”Jeg er meget optimistisk. Men det er ikke fordi, jeg tror, det bliver let. Der er sket en mental afklaring indenfor det sidste års tid, hvor det er gået op for beslutningstagerne, at uden statslig involvering på risikosiden, kommer det her ikke til at ske. Den politiske modning er i fuld gang”.

Fotos: Gyldendal/Simone Lilmoes